534
Huusholdersken mig hver Dag lige saa mange
Kapuner igien, som jeg havde mist, og altid for
got Kiøb; jeg holt dette saa længe ud, indtil jeg
3 gange havde betalt alle de Kapuner, som jeg
havde eiet. Hver Morgen bragte hun mig dem,
som vare døde, men da jeg tilforn havde forsømt
at tage Kiende-Mærke paa mine Høns, saa var
jeg og saa blind, at jeg først for nogle Dage siden
merkede, at der iblant de Kapuner som hun viste
mig, altid var en som havde en lang sort Fier i
Halen; derved kom jeg endelig til at opdage hen¬
des Bedragerie, som bestod deri, at hun havde
solgt mig mine egne Kapuner. Fra den Dag
af har jeg taget Merke paa alle mine Høns; men
jeg er vis paa, at det ikke varer længe, førend
hun opfinder et nyt Skielmstykke, og at jage hen¬
de bort, saa længe jeg dog skal have en --
Jeg kunde faae en, som endnu var verre. Det
eneste jeg kan tvinge hende med, er at sige, at jeg
vil gifte mig.
Det, som meest fortryder mig, er, at jeg
har merket en hemmelig Forstaaelse imellem hende
og Tieneren, og at disse forbandede Mennesker
aldrig ere gladere, end naar jeg er syg. For at
giøre deres Haab til Intet, er det første, som
jeg giør, naar jeg bliver sengeliggende, at jeg
forvarer Nøglerne til mine Penge paa et Sted,
hvor ingen kan finde dem. De have uden Tvivl
