55)
merket dette, siden de engang bad mig, at jeg
vilde betænke dem i mit Testament. Sandt er
det, de have tient mig længe, og indtil den Tid,
saavidt jeg kunde merke, temmelig troe, men der¬
som jeg havde lovet dem noget, kunde de jo falde
paa at slaae mig ihiel. Jeg afflog derfor plat
deres Begiering, og sagde tillige, at hverken de
eller mine Slægtninger maatte vente noget efter
min Død; Jeg vilde giøre Got saa længe jeg
levede, men ikke efterlade noget, som kunde give
Folk Aarsag til at glæde sig over min Død.
Fra dette Øieblik af, M. H., har jeg mer¬
ket en kiendelig Forandring i min Huusholdning;
jeg har opdaget et Bedragerie efter det andet.
Er da en Ungkarl ikke ulykkelig? Lover han sine
Folk noget, ønske de ham død, og lover han dem
intet, saa bestiæle de ham, mens han lever.
Jngen af Delene skulde jeg befrygte, dersom jeg
var gift.
Af Fortvivlelse satte jeg mig for at have
ofte Selskab. Jeg lod alting gaae op for ikke
at efterlade nogen Skilling, naar jeg døde, til
saa utaknemmelige Folk. Derved kom jeg i
Gield, og tilsidst blev jeg og kied af denne dagli¬
ge Sværm. Hvad kan det hielpe, at jeg seer
undertiden nogle Folk i mit Huus, hvis Venskab
ikke varer længer, end til Maaltidet er giort, og
siden har jeg ikke en fortroelig Ven, ikke et Men¬
