342
zarrerier. J skulde blive mistænkelig, og denne
Passion skulde bryde Eder mere end en heel
Huusholdning.
Da J allerede er for gammel og for meget
vant til Rolighed, til at finde Smag i Barn¬
dommens uskyldige Spøg, saa skulde og Eders
Børn ikke kunne fornøie Eder, om J end troede,
at J selv var Fader til dem. Jo mere J elskede
dem, des uroeligere skulde J være, fordi J ikke
kunde vente at leve med dem til den Tid, da gode
Forældre nyde den Belønning for Opdragelsens
Møie, som er Alderdommens eneste Glæde.
Dersom J vilde føle noget af denne Glæ¬
de, som er den eneste, hvilken Naturen har giemt
til Eders Alder, veed jeg ikke andet at raade Eder,
end at J anvende noget af Eders Formue paa at
giøre vel mod fattige Børn, af hvilke J kunde
endnu vente at blive belønnet med Taknemmelig¬
hed. Paa denne Maade alene kunde J opdra¬
ge Eder Venner, som skulde elske Eder oprigtig
nok for at begræde Eders Død; thi Kierlighed,
Venskab, og Taknemmelighed ere Ungdommens
Følelser. Og ved at udlokke dem med Velgier¬
ninger, kan J endnu midt i Alderdommens kolde
Vinter smage noget af Foraarets og Sommerens
Forlystelser.
Troe, at Natur og Pligt siger endnu det
samme til Eder, som et ærværdigt Senat i Rom
