591
som de tillige ere uformuende til at bevare dem
fra Forglemmelse.
At indrømme Fremmede saadanne Fortrin,
at forringe saaledes sine egne gamle berømte
Landsmænds Verker, er det vel tilladt i et offent¬
ligt Uge-Skrift, som udgives efter Rigs=Stæn¬
dernes Befaling?
Jeg kiendte ikke mere den gamle Nordiske
Caracter igien i vore Naboer. Ne, sagde jeg,
da ere Vore Siele stærkere; de lade sig ikke saa
let bøie, og de vide bedre at modstaae alle Foran¬
dringer i Smagen. En Dansk Forfatter skulde
understaae sig at sige om en eneste gammel berømt
Skribent tiende Delen af det, som denne Sven¬
ske siger om saa mange brave Mænds Verker, om
Taler, som ere holdte i saa anseelige Forsamlin¬
ger, ved saa høitidelige Leiligheder; O jeg vilde
ikke være den ulykkelige Skribent, om han end
kunde vente, at hans Navn skulle blive ligesaa
udødelig hos begge Nationer som Holbergs og
Tessins. En heel Sværm af Konst Dommere
skulde overfalde saadan en Oprører, og giøre ham
Livet saa suurt, at det kuns lidet skulde glæde
ham, om han kunde vente at blive engang, naar
han var død, nævnet af en Engelænder i Histo¬
rien af de Skiønne Videnskabers Tilstand i Eu¬
ropa som et rart Exempel i Norden af det Slags,
om andre Folk kalde det Middelmaadige.
