594
Sandheder, og endnu mere, hvor Folk kunne
taale at høre dem. Lad andre, som begyndte
tiligere, have bragt det videre, det bliver os aldrig
en Skam at tilstaae Sprogets Ufuldkommenhe¬
der, naar vi søge at rette dem; men at Folk, hvis
Sprog endnu ikke er Fremmede bekiendt uden af
en eneste Mands Verker, ville klage, at Spro¬
gets og de Skiønne Videnskabers Dyrkelse hos
dem, er til Hinder for det Grundige, dette skulde
giøre dem langt større Skam, dersom det engang
blev bekiendtgjort i Videnskabernes Historie. Det
kan vel være, sagde han, at det Grundige for¬
sømmes, og i fald saa er, er det meget at bekla¬
ge; men hos os og vore Naboer er det endnu ikke
de Skiønne Videnskabers Skyld.
Tilsidst vilde han bilde mig ind, at jeg i
nogle af disse Blade og paa andre Steder havde
talt saaledes om vore gamle berømte Forfattere,
at mange Læsere troede om mig, at jeg havde
samme Tanker om vores Sprog, som den Sven¬
ske om sit. Det hialp intet, at jeg anførte alt
hvad jeg havde sagt til vore nye Skribenteres
Roes og til de Gamles Undskyldning; at jeg
beviste ham, at min Critik over nogle af de Gamle
ikke forringede deres Fortieneste paa den Tid, da
de levede; at den sigtede ikke til at beskiæmme de
Gamle, ikke til at afskrække andre, men til at
forsvare og opmuntre de Nye, som ved foragteli¬
