300
blive en Christen; Mev kiere Moder, disse søde
Forhaabninger varede ikke længe: Saa snart jeg
fik Tid til at tænke mig om, faldt det mig strax
ind, at de Christne kunde umuelig selv troe noget
af alt dette. Disse Folk, som ikke engang elske
hinanden indbyrdes, som nægte sig selv intet af
alt hvad de begiere, som ere saa kielne, saa ma¬
gelige, saa lækkre, saa stolte, saa vellystige, og
dog behandle os andre, ligesom om vi ikke havde
Følelse, skulde de vel troe, at den Store Herre
i Himmelen havde befalet dem at elske alle andre
endog Sorte Mennesker, som dem selv? Er det
mueligt, at den samme gode Herre kan forlange
af os, at vi skulle elske dem? Nei, sagde jeg
ved mig selv, enten maae de troe, at vi ikke ere
Mennesker, eller vi kunne ikke troe, at de selv
ere Christne.
Jkke desmindre syntes denne Mand at
have noget saa fromt og oprigtigt i sit Væsen, at
jeg ikke kunde troe, at han vilde bedrage mig.
Dersom han havde sagt, at han var den eneste
Christen paa den hele Øe, havde jeg uden videre
Betænkning troet alt, hvad han fortalte mig om
den store Herre i Himmelen; thi jeg ønskede selv
ret inderlig, at det maatte være sandt. Jeg
kom til ham engang om Ugen, da han forelæste
mig noget af en Bog, som indeholdt adskillige
Taler, hvilke den Himmelske Herres Søn havde
