382
Forliger Eder, sagde en Poet, eller jeg giør en
Ode. - Ved det Ord Ode, blev en almin¬
delig Opsigt, og efter nogle Minuters Taushed
bleve alle enige i at fordømme de skiønne Viden¬
skaber. Hvad have J at giøre i vores ærværdi¬
ge Forsamling? sagde alle til Poeten; hos Ma¬
lerne, Billedhuggerne, Musikanterne, der er
Eders Plads.
Om de skiønne Videnskaber ville vi ikke
tale engang, sagde en Mathematicus; de ere saa
ringe, at det er ikke nok at sige, at de ere min¬
dre nødvendige end de andre; vi bør paastaae,
at deres Nytte er uendelig mindre, og at, naar
en Stat skulde undvære nogen Videnskab, kunde
vi allerbest undvære dem. De ere opfundne i de
fordærvede Tider, og deres Dyrkere have altid
havt noget at udsætte paa de grundige Lærde. De
understaae sig endog, sagde en geistlig Mand, at
laste vore lærde Mænds Prædikener, og at dadle
den gamle Cancelliestiil, sagde en Jurist, og den
store Lipsius - svarede en gammel Magister.
Jeg skyndte mig, tillige med nogle andre
af Selskabet, ind i en anden Stue, hvor en ær¬
værdig Magistratsperson spurgte mig med en al¬
vorlig Mine, hvad jeg dømte om denne store lær¬
de Tvistighed? J tager Feil, min Ven, sagde
jeg, det er ingen lærd Tvistighed, det er kuns en
Rangstrid, en Strid som den, der nyelig blev
