384
Der hører meget til, sagde jeg, at kunde
dømme om Videnskabernes Fortrin, enten man
betragter dem i Henseende til deres Nytte, eller
i Henseende til deres Vanskeligheder. Nytten
er vel det fornemmeste, men dog ikke nok. En
Bonde og en Fæhyrde skulde ellers være en større
Mand end en Newton og Leibnitz. Men er Nyt¬
ten ikke alene nok, saa er Vanskeligheden det end¬
nu mindre; hvem agter ikke de 4 Species i Reg¬
nekonsten høiere end Puncteerkonsten og Astrolo¬
gien? Endog naar vi forbinde begge disse Begre¬
ber tilsammen, for derefter at dømme om en Vi¬
denskabs Vigtighed, er det ikke let at afgiøre Sa¬
gen, og vi giorde for Videnskabernes Skyld me¬
get vedre, at vi aldrig bragte saadanne Spørgs¬
maal paa Bane, som det, om en Videnskabs
Nytte er uendelig stor, og en andens uendelig li¬
den, Spørgsmaale, som ikke nytte til andet end
at bevise lærde Folks Vankundighed og Hovmod.
Siden De have nødt mig til at besvare det¬
te forfængelige Spørgsmaal, og det just er de
skiønne Videnskaber, som ere blevne saa meget
forringede, og over hvilke man saa meget har op¬
høiet Philosophien og Mathematiken, er det bil¬
ligt, at jeg tager de Fortrængtes Partie, og uden
at forringe nogen Videnskab, søger at sætte dem
i den Ligevægt, som udkræves til deres Fremvext
Jeg behøver vel ikke at erindre, at, naar man vil
