395
Trin, for at forhverve dem; herom spørger jeg
ikke. Sagen er klar af sig selv; man behøver
kuns at kiende begges Carakter, og at have liden
Erfarenhed i Verden, for at opløse denne Van¬
skelighed. Med al den Forskiel, som der er
i deres udvortes Vilkaar, kan jo Ariste være mere
fornøiet end Erast. En Mand, som har ingen
heftige Begierligheder; som er nøisom; som troer
Forsynet, og elsker Dyden, skulde han ikke være
mere fornøiet, end en anden, som aldrig faaer
Rigdom og Ære nok; hvis Begierlighed ikke
saasnart er mættet af en Ting, førend den at¬
traaer en anden; som ved hvert Skrit finder An¬
ledning til at misunde andre, og til at bebreide
sig selv? Jo, jeg tvivlede ikke derom; og hvor
stor blev derfor min Forundring, da jeg for kort
Tid siden saae Erast fuld af Glæde i et Gieste¬
bud, som han havde anrettet, for at fornøie sig
over et lykkeligt Udfald af et meget ugudeligt An¬
slag. Saa glad, sagde jeg, har jeg endnu aldrig
seet Ariste; men tænkte jeg i det samme: lad
være, at Laster ikke altid blive straffede, de blive
det dog ofte, og dette er jo nok. Dyden taber
intet derved, at Gud er naadig mod Syndere;
hvad skader det den Fromme, om en ond Mand
og virkelig var lyksaligere end han, naar han kuns
altid er vis paa, at Dyden giør ham selv lyk¬
salig. Guds Godhed, sagde jeg, kan tillade,
