394
at de Onde undertiden blive lyksalige; men der
udkræves, at de Gode altid ere det. Jeg erin¬
drede derved alle de Fornøielser, som jeg havde
nydt i Aristes Selskab; den Skiønsomhed og
Følelse, med hvilken han betragtede endog den
allermindste Velgierning af Forsynet; den Oprig¬
tighed, med hvilken han elskede sine Venner;
den Ligegyldighed, med hvilken han ansaae al
Overflødighed; den stille og uskyldige Fornøielse,
som herskede i hans lille Familie. Jeg maalede
hans Lyksalighed med Erastes, jeg tvivlede ikke
om hins Overvægt. Jeg hastede fra dette Sted,
hvor saa mange Vellysters brusende Strømme
oprørte mit Sind, i stedet for at læske det, for at
kaste mig i min lyksalige Vens Arme, og for at
nyde i hans Selskab den stille og uskyldige Glæ¬
de, som saa tidt havde vederqvæget mig.
Jeg fandt ham i en mørk Afkrog af sin
Studeer=Stue, hvor han blev siddende uden at
yttre det mindste af den Glæde, med hvilken han
pleiede at løbe mig i Møde. Med den ene Haand
understøttede han sit hældende Hoved, paa hvis
blege Kinder en heel Strøm af Taarer nedflød,
og den anden hvilede paa en Bog, som han havde
lagt fra sig paa Bordet, og som han betragtede
med en Mine, af hvilken jeg sluttede, at han ikke
havde fundet hvad han søgte. -
J et Øie¬
buir lagde sig alle de flygtige Bevægelser, som jeg
