597
havde bragt med mig af det Selskab, som jeg
forlod. Mit Blod blev koldt af Skræk. Er
dette Dydens søde Roe, sagde jeg, med hvilken
jeg vilde forvexle Lasternes sværmende Glæde?
hvad er Aarsagen til denne Bedrøvelse, Ari¬
ste? - - Kan en lærd Undersøgning, kan
Opløsningen af et vanskeligt Spørsmaal, som J
forgieves haver søgt i denne Bog, spilde den Roe,
som var bygt paa saa sikkre Fornufts Grunde,
paa saa mange Aars Betragtninger, paa et Liv
fuldt af Dyder? - Tal ikke om Fornufts Grun¬
de, svarede han, og om Dyder; det er ikke i
Dag at jeg først erkiender deres Utilstrækkelighed.
Men endnu har jeg ingen Bedrøvelse kiendt, mod
hvilken jeg jo kunde finde Trøst i denne Bog,
over hvilken jeg ofte, midt i den største Gienvor¬
dighed, af Glæde har fældet de Taarer, som nu
den inderligste Siele=Angest udpresser af mig.
Hvilken Gienvordighed, sagde jeg, er det da,
som J nu saa trøstesløs begræder? Er det en
Kones, en Vens, et Barns Død? thi alle an¬
dre Ting, veed jeg, ere i Eders Øine for ringe
til at sætte Eder i den Bevægelse. J veed, sva¬
rede han, og jeg kan kræve en Høiere end Eder
til Vidne, at jeg aldrig alvorlig har ønsket mig
mere end tre Ting, at døe vel, at leve uden stor
Smerte og Sorg, og at opfylde mine Pligter
som Fader, Ven og Borger; Jeg har ofte tænkt,
