390
at de to sidste Ønsker vare formeget; Jeg har
søgt at overvinde Begierlighederne, som, hvor
gode og naturlige de end ere, dog ofte besmittes
ved Egenkierlighed og en forfængelig Ære; Jeg
har tænkt, at den aldrig burde klage over Livet,
som Himlen havde givet den Gave, at kunne
med et roligt Sind, og en Siel fuld af Forhaab¬
ning, tænke paa Døden. Disse Følelser har jeg
ved Guds Naade ofte havt, og i dem har jeg
trøstet mig, endog naar jeg troede, at jeg var nær
ved Enden af et Liv, i hvilket jeg har havt mange
glade Øieblik, og hvor jeg efterlader mig mange
kiere Venner; men nu er ingen Trøst meer at
finde. Døden er bleven mig forskrækkelig, og
af denne Aarsag alene har Livet ingen Glæde
mere for mig. Hvad, om dette Øieblik er det
sidste, - - Her flød en nye Strøm af Taa¬
rer. - - Han tog med en rystende Haand
den Bog, som laae paa Bordet, - - og da
han længe havde betragtet den, tillukte han med
en tilfredsstillet Mine sine Øine, og sad nogen
Tid stille, ligesom han var henslumret -
Efter nogen Tids Forløb reiste han sig, og sagde
, med en trøstefuld Mine til mig: Det var
Svaghed, min Ven, Gud har forandrer det.
See der de Ord, som have trøstet mig:
Jeg søgte Herren paa min Nødsdag,
og lod ikke af; men min Siel vægrede sig ved
