391
at lade sig troste. - - Jeg talede i mit
Hierte: Skal Herren bortkaste i Evighed, og
ikke have Behagelighed til mig ydermere? Er
hans Miskundhed ude evindelig? Har hans
Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt? Har
Gud glemt at være naadig, eller har han til¬
lukt sine Barmhiertigheder med Vrede? Da,
sagde jeg, det er det, at jeg er svag; At
forandre det, staaer i den Høiestes høiere
Psalm 77.
Haand.
Jeg fandt ham siden ved sit sædvanlige
Sindelav; og da jeg havde fortalt ham, hvad
Jndtryk alt det, som jeg den Dag havde tænkt
og seet, giorde paa mig, og at jeg ikke vidste
mere, hvad jeg skulde tænke om den Lyksalighed,
som blev lovet Dyden, søgte han selv at trøste
mig med følgende Ord:
Dyden er altid lyksalig, svarede han, men
vore Dyder ere meget ufuldkomne, og vores Lyk¬
salighed lige saa. Da alle vore Kræfter og Fuld¬
kommenheder ere indskrænkede, saa maae vore
Fornøielser og være det. Det er saa langt fra,
at denne Jndskrænkning beviser Dydens Util¬
strækkelighed, til at giøre et fornuftigt Kreatur
lyksaligt, at den tvertimod beviser dens Nødven¬
dighed. Dersom et Kreatur af saa svage Jnd¬
sigter og Dyder, et Kreatur saa fuld af Skrø¬
beligheder, som Mennesket, kunde altid være for¬
