398
nøiet, var baade Dyd og Viisdom unødvendige
Ting. Aarsagen til alle disse ubillige Domme
om Forsynet, er, at vi forestille os vore Dyder
større end de ere, og forlange derfor en større
Lyksalighed end os tilkommer. Efter en Mængde
af udvortes gode Handlinger, hvori Stolthed,
Egennytte og Frygt har mere Deel, end Kier¬
lighed til Gud og Menneskene, forundre vi os,
om disse Passioner, som vi have anseet for Dy¬
der, undertiden forurolige os, og om en naturlig
Tungsindighed berøver dem den falske Glands,
som de have havt alene i vores Jndbildning.
Fornuften og Religionen ere ofte ikke til¬
strækkelige nok til at blotte den Forfængelighed,
som der findes i vore beste Gierninger, og til at
aabne os denne Afgrund af Hiertet, som behøver
saa meget at renses, for at giøre Sielen beqvem
til at opnaae engang efter Livet den Lyksalighed,
som alene kan nydes af dem, der elske Gud af
et fuldkommen reent Hierte.
Sygdom og Gienvordighed maae ofte brin¬
ge os til denne Eftertanke. De maae giøre alle
de sandselige og forgiengelige Ting sorte for vore
Øine, for at sætte Sielen i Stand til at samle
alle sine adspredte Tanker i den Middelpunkt af
sit eget Væsen, som er Grunden til alle dens
Virkninger, det ene bestandige og uforanderlige
i os, det eneste, som vi føre med os af Livet, og
