399
som i en tilkommende Tilstand enten skal giøre os
lyksalige eller ulyksalige.
Hvor bedrøvelige end saadanne Øieblik ere,
og hvor høit end Følelsen af vore egne Ufuldkom¬
menheder overgaaer alle de Lidelser i Legemet,
som opvække disse Følelser, saa ere de dog i denne
Tilstand ikke alene lige saa fornødne til at give os
en sund Siel, som skarpe og bittre Lægedomme
ere det til at bevare Legemets Sundhed; men
de forøge endog, naar de bruges ret, vores Lyk¬
salighed her i Livet. Vi faae derved ikke alene
renere Hensigter og ordentligere Tilbøieligheder,
men vi lære og at sætte mere Priis paa de na¬
turlige Fornøielser, paa den uskyldige Glæde, paa
den Siele=Roe, som vi ellers holde for ringe
Ting, og som vi ofte af Kiedsommelighed for¬
styrre ved sværmende Lyster, der endes med Ekel¬
hed og Fortrydelse. Vi lære at kiende Guds
Ypperlighed, og hvad Lyksalighed det er for et
saa svagt Kreatur, at kunne forlade sig paa det
Væsen, som er Kierlighed.
Men naar nu og Svagheden berøver os
denne Trøft, sagde jeg til min Ven.
Det er en forskrækkelig Tilstand, svarede han,
men den er og ofte fornøden; Vi skulle ellers
misbruge Guds Ord ligesom vi misbruge Læge¬
domme; Vi skulle troe, at det stod til os at
forbedre og trøste os, naar vi vilde, og med faa
