420
rer, ligesaa store Erobrere, som de? Tiberius,
Attila, Philip den Anden, og Carl den Tolvte,
hvorfor ere de ikke og blevne Store? Er det,
fordi de i Vælde, i Magt, i Mod, i Snilhed
overtreffes af hine? eller er det, fordi de første,
ved en viis og ædel Brug af Magten, vidste at
giøre sig elskede, endog af de Folk, som de un¬
dertvang, og at fortiene den Ære, som andre af
deres Lige forgieves have søgt at aftvinge Men¬
neskene. Jeg har bestemt dette Blad til nogle
Betragtninger over disse tre Store Mænds Liv.
Alexander, hvis Historie nogle uskiønsom¬
me Læsere have anseet alene som et Mønster for
vandrende Riddere, har i mange af sine Hand¬
linger givet Verden saadanne Prøver af Klog¬
skab og Ædelmodighed, som man forgieves søger
i Historien af de Prindser, som have meent, at
Magt og Dristighed var nok til at efterligne ham.
Dersom en blind Forvovenhed alene havde bevæ¬
get ham til at gaae med en Haandfuld Folk over
til Asien, for at undertvinge det mægtigste Rige,
som da var i Verden, havde han agtet de Græske
Stater endnu mindre, end Kongen af Persien.
Var det vel Forvovenhed, Herskesyge, eller en
blind Tillid til sine egne Kræfter, som bevægede
ham til at sammenkalde disse smaa Stater til Co¬
rinthen, til at fornye deres Friheder, og lade sig
frivillig antage til Anfører for Grækerne, disse
