422
gemene Mand. Han besøgte de Syge og Qvæ¬
stede efter Slaget ved Granicus; Han tillod dem
at fortælle deres Bedrifter, og roste enhver for
de Gierninger, som han havde bemerket; Han
giorde deres Venner og Beslægtede frie for Skat¬
ter; og for at forbinde sig paa engang baade
Krigs=Hæren og den hele Græske Nation, for at
udbrede et Rygte om sine Dyder og Ædelmodig¬
hed, som i hans Fraværelse kunde stadfæste den
offentlige Rolighed i Grækenland, tillod han alle
dem, som nylig vare gifte, at gaae hiem, da Ar¬
meen gik i Vinter-Qvarteer. Hans Fiender selv,
disse Folk, som vare vante til at behandle deres
Underhavende med den samme Stolthed og For¬
agt, med hvilken de selv bleve begegnede af deres
Overherre, hvad maatte de tænke om en Erobrer,
som viiste saa stor Mildhed og Menneske=Kier¬
lighed mod alle de Krigsfanger, som faldt i hans
Hænder? Og hvor meget maae han ikke have
udrettet ved denne Høihiertighed, siden hans egen
Fiende Darius, paa en Tid, da han havde mistet
Riget, og var dødelig saaret, kunde ikke undlade
at beviidne den Høiagtelse og Taknemmelighed,
med hvilken han i sit sidste Aandedræt erkiendte
Alexanders Fortienester? Jeg anseer det som
det sidste og haardeste Stød af Lykken, (sagde
Darius til en Græsk Soldat, der sandt ham
halv død, og rakte ham et Glas Vand), at jeg
