423
maae tage mod denne Velgierning af Eder,
uden at kunne belønne den. Dog jeg er vis
paa, at Alexander, der har viist saa megen
Godhed mod min Moder, min Kone og mine
Børn, og som jeg beder, at Gud vil belønne,
skal og betale Eder for den Kierlighed, som J
haver viist imod mig. Naar J overbringer ham
denne Tidende, da siig ham, at jeg i mit sidste
Øieblik har givet Eder min høire Haand, til
et Pant paa den Høiagtelse og Taknemmelig¬
hed, med hvilken jeg erkiender hans Dyder.
Hvor ophøie ikke disse Ord Darius midt i sin For¬
nedrelse, og hvad er hele Asiens Erobring mod
den Ære, som det giør Alexander, at have nødet
sin Fiende til saadan en Bekiendelse, paa en Tid,
da han havde intet mere at frygte eller haabe?
Nu er Alexander Enevolds=Herre af det
store Persiske Monarkie. Hans Fiender krybe
og hans Venner hykle for ham. Perserne frygte
og Grækerne tilbede ham. Hvorledes tænker han
i denne Tilstand? at der nu behøves ingen For¬
sigtighed mere? at det nu er nok at befale, at
Perserne skulle behandles som Slaver, at de
skulle tænke, troe, handle og klæde sig som Seier¬
herrerne, og endelig, at det nu er Tid, at berøve
Grækerne den Frihed, som han tilforn lød dem
beholde af Frygt? Nei, saaledes tænkte ikke A¬
lexander; Nu er det Tid, tænkte denne store
