428
lysning, end ved Tvang; men jeg bør ikke heller
glemme, at giøre det Folk, som han regierede,
den Ære, som det fortiener, at være en af de
Nationer i Verden, som allerbest veed at bruge
Friheden saaledes, at den ikke er til Hinder for
den Lydighed, som Ordenen i Staten udkræver,
og for den Høiagtelse, med hvilken man bør ikke
alene belønne gode Regenteres Dyder, men og
skiule deres Feil.
Knud den Store, hvis Navn endnu er en
Prydelse i den Danske og Engelske Historie,
ligner Alexander saa meget i sine Erobringer, og
Carl den Store i sin Regiering, at han fuldkom¬
men fortiener at sættes ved Siden af disse Helte,
om han ikke i nogle Stykker overgaaer dem. Da
han undertvang Engelænderne, et Folk, som
altid har været saa øm over deres Frihed, at man
ikke kan sætte dem i Ligning med Perserne, regie¬
rede han dem med saa stor Mildhed, at hans gamle
Undersaatter bleve ligesaa misundelige over dem,
som Grækerne vare over Perserne, og at man i
den Engelske Historie endnu ærer hans Jhukom¬
melse. Endskiønt han, ved sin kloge Anførsel,
havde indlagt saa mange Seiervindinger, og for¬
hvervet sig saa stort et Navn, at hans Nærvæ¬
relse ofte var nok, til at stille et Oprør; var han
dog intet mindre end Forvoven. Det beskedne
og fornuftige Svar, som han gav Edmond Jron¬
side, da han udfordrede ham, viser baade, at
