429
han kiendte Grændserne af den sande Tapperhed,
og at han midt i sine Seiervindinger ikke var
utilbøielig til Fred. Hvilken Ydmyghed midt i
hans Ophøielse, og hvilken Styrke i Sielen, til
at foragte Hyklernes Smigren, viser ikke det
rørende Beviis, med hvilket han igiendrev dem,
som vilde tilskrive ham en mere end menneskelig
Magt, da han lod sin Trone føre ned til Soen,
og befalede Bølgerne, at de ikke skulde røre hans
Fødder. Den samme Beskedenhed fremskinner
af det Brev, som han skrev fra Rom til Enge¬
lænderne, og hvori han forsikrer; at det var hans
alvorlige Forsæt, at anvende sin øvrige Levetid,
paa at rette sine Feil, og at regiere efter Viis¬
doms og Retfærdigheds Love. Saa offentlig
en Erkiendelse af hans Pligter, skulde have gjort
ham en evig Ære, om han end ikke havde opfyldt
dette Forsæt siden med saa mange store og herlige
Beviis af dets Oprigtighed, hvilke jeg for Rum¬
mets Skyld forbigaaer, for alene at nævne den
store Handling med hvilken han selv stadfæstede
de Love, som han havde gjort. Da han engang
i Overilelse havde begaaet en Forseelse, som han
strax efter fortrød, betalte han ni gange saa meget
til de Fattige, som Lovene udkrævede.
Man seer af disse Store Mænds Historie,
at, hvor meget Hyklerie end har misbrugt de
Navne, med hvilke Menneskene udtrykke deres
