451
kan indlukke det i en mørk Stue, og naar det fal¬
der, græder det sielden, fordi man ikke ynker det,
men alene med Koldsindighed formaner det til
Forsigtighed.
Underviisningen skeer endnu alene ved at
følge Barnets naturlige Nysgierrighed, hvilken,
fordi den ikke tvinges, og tiener Barnet til Tids¬
fordriv, gaaer saa vidt, at det alle Øieblik har
noget at spørge om, og ved hver Ting, som det
seer, siger, hvad er det? Disse Spørsmaale ere,
som man let kan tænke, ofte meget barnagtige;
men man svarer det gemeenlig noget, og aldrig
andet, end hvad der er vist og sandt. Den ene¬
ste Maade, paa hvilken man indskrænker disse
Spørsmaale, med hvilke Barnet ofte besværer
Forældrene, er, at man lærer det, at ikke spørge
om Ting, som det allerede veed.
Det lader ofte, som Barnet giør saadanne
Spørsmaale, uden selv at agte derpaa, og som
det derfor ikke heller beholdt, hvad man lærte det.
Undertiden veed det ikke meere hvad man har sagt,
naar man strax efter spørger derom. Men For¬
ældrene merke dog gemeenlig, at disse Begreber,
komme igien paa en Tid, da man mindst venter
det, og at det, som de have sagt Barnet, ikke
var tabt. Naar det spøger med Dukker, kan
det ofte igientage saadanne Samtaler, som det
har holdt med Forældrene, og som man ikke en¬
