4el
skene i de Laster, hvilke Erfarenhed selv viser
dem at være de sikkreste Midler til at forbedre
deres udvortes Vilkaar. Dette var og tilsidst
Følgen af den Epicureiske Philosophie.
Der var paa den Tid i Verden to
Secter i Sædelæren, den Epicureiske og den
Stoiske. Den første var i Begyndelsen ikke
saa ond, som den var utilstrækkelig, og derfor
og i Tidens Længde blev misbrugt. Grunden
til dette System var Menneskets egen Fuld¬
kommenhed og Nytte, eller, som man da ta¬
lede, Vellyst. Herved forstod Epikur ikke,
som nogle siden have meent, de sandselige
Fornøielser og udvortes Beqvemmeligheder ale¬
ne, men en Tilstand, hvori Sindet var uden
Bekymring og Legemet uden Smerte. Jkke
alle Vellyster vare efter hans Mening tilladte,
men kuns saadanne, som ei førte større Smer¬
ter efter sig. Man burde søge, sagde han,
at blive fornøiet, men dertil behøvedes ikke
meget, og man kunde ikke være det, uden til¬
lige at være dydig og retfærdig. Dette Sy¬
stem var saaledes, som det i Begyndelsen blev
lært, i sine Sætninger meget godt, og i en
Tilstand, hvori de Menneskelige Begierlighe¬
der og Laster ikke vare stegne til saa høi en Grad
som i Rom, kunde man vel have beviist dets
