471
Sammenhæng; Men paa en Tid, da de ud¬
vortes Beqvemmeligheder vare stegne til saa høi
en Grad, hvorledes var det da mueligt at over¬
tale Menneskene til at troe, at der behøvedes
kuns lidt til at være fornøiet? Et Vidne,
som blev lagt paa Pinebænken, fordi han ei
vilde sige falsk Vidnesbyrd; En Raadsherre,
som blev jaget i Landflygtighed, fordi han ei
vilde fordømme en Uskyldig, hvorledes skulde
han troe, at en Tilstand uden Misfornøielse
og Smerte var Dydens naturlige Følge?
og naar disse paa Pinebænken og Retterstedet
saae deres Angivere og Forrædere rende paa
Lasters banede og blomstrefulde Veie til Ære
og Værdighed, hvilken Philosoph skulde da
overtale dem til at troe, at Menneskene ikke
kunde være fornøiede uden tillige at være
dydige og retfærdige? Epikureerne maatte
derfor selv forandre deres System; Tidernes
Forandringer nødte dem til at indskrænke Dy¬
dens Lære til en vis Stand. En viis Mand,
sagde de, burde ikke bekymre sig øm det Al¬
mindelige; han skulde ikke søge Embeder i
Staten, men leve for sig selv. Denne
Jndskrænkning reddede den Epikureiske Sæde¬
lære fra den aabenbare Modsigelse, som den
ellers var underkast; den skikkede sig til et
