17.
ren, Egenkierlighed forblindede Dommeren, og
de faa, som havde Viisdom og Mod nok til at
følge det, som den sunde Fornuft og Kierlighed
til det Almindelige bød Menneskene, bleve over¬
raabte af den vilde Hob; De arbeidede for Utak¬
nemmelige, og Misundelse lagde dem saa mange
Hindringer i Veien, at de sielden havde den For¬
nøielse at befordre andres Gavn ved det, som de
opofrede selv.
Da forlod jeg Gudindens Tempel, og Hel¬
ligdommen blev igien opfyldt med Bedragere og
Troldmænd. Disse gave enhver, som adspurgte
dem, saadanne Svar, som de begierede, og ved
Troldomskonsten forandrede deres Syn saaledes,
at alle Ting forestillede sig for dem ikke saaledes
som de vare i sig selv, men saaledes, som enhvers
Passioner vilde have dem. Denne Fortryllelse
havde den Virkning, at endskiønt Meningerne
vare lige saa adskillige som Tilbøielighederne,
troede enhver dog, at det hele menneskelige Kiøn
ansaae Tingene paa samme Maade som han, og
de beraabte dem alle paa Gudindens Dom. J
Stedet for de Laurbærkrandse, som, endskiønt de
kuns vare flettede af grønne Blade, og prydede
ligesaa ofte Digternes som Lovgivernes Tindin¬
ger, dog vare agtede nok, saa længe de allene va¬
re Belønninger for Dyden, sammensatte man an¬
dre af falske Blomster og uægte Stene, som hav¬
