20
sin forrige Frihed; men Æren, og det store
Haab, som han havde for sig, at blive ligesaa for¬
nemt et Dyr som hans Herre, og beundret af alle
Dyrene i Skoven, naar han kom tilbage, gjorde
ham saa taalmodig i alle sine Lidelser, at Philo¬
sophen lovede sig megen Frugt af hans Lærvilli¬
hed. For at vænne ham fra at giøe, en Ly¬
som han efter Philosophens Mening alene havd
lært af de andre Hunde, og som ikke var ham na¬
turligere end Talen, bandt man Munden til paa
ham, og aabnede den ikke, uden naar han skuld
spise. Efter nogle Ugers Øvelse bragte Phyla¬
det saa vidt, at han virkelig gik paa to Been, o
giøede ikke mere. Hans Herre lod ham derpaa
rage over hele Kroppen, skar Reglene og Øren
af ham, og gav ham Klæder. Hidindtil er de
gaaet vel, sagde Philosophen, Phylax gaaer, je¬
ser og drikker som et Menneske, han har glem
alle sine Hunde=Vaner; jeg kan tydelig merke, a
han har Fornuft, thi Phylax var meget vittig; d
kommer nu kuns an paa at lære ham at udtrykke
disse Begreber, og at sammenbinde dem i Sætnin¬
ger og Slutninger.
Men just da Philosophen vilde begynde paa
dette vigtige Arbeide, var Phylax allerede blever
saa bekiendt i hele Byen, at alle Folk stormede ti
hans Herres Huus, for at see ham. Et Fruen
timmer, som Philosophen ikke kunde nægte nog
