27
fik Lyst til denne artige Skabning. Hun tog
ham med sig, og Philosophen beklagede, at denne
Hændelse berøvede ham saa haabefuld en Anled¬
ning til at komme til en nærmere Kundskab om
Sielenes og Dyrenes Natur, men hemmelig
trøstede han sig dermed, at man nu ikke saa let
kunde bevise Urigtigheden af hans System, som
om hans Forsøg havde slaaet Feil.
Phylax giorde vel i sin nye Tieneste ingen
Fremgang i Fornuftlæren, men han lærte at dan¬
se, at bære Hatten under Armen, og at bøie sig
saa vel, at han beskiemmede mange unge Folk.
Endskiønt han ikke talede, vidste han dog at ud¬
trykke sine Tanker med Gebærder og Øiekast saa
vel, at naar han tillige var vel klæd, kunde man
neppe kiende ham fra de unge Herrer, som besøgte
hans Frue, uden paa hans Næse. Det er
Skade, sagde et Fruentimmer engang, at saa
smukt et Dyr skal have saa heslig en Næse, kun¬
de man ikke brække den, som paa de spanske Hun¬
de? Ansigtet skulde derved blive fladere, og faae
en menneskeligere Anseelse. Phylax udstod og
villig denne Smerte, og da han lod sig see igien,
var han engang saa smuk som tilforn; men hvor
meget end dette bifald fornøiede ham, havde den
Ære dog kostet ham saa megen Smerte, at han
fra den Tid af altid skyede det Fruentimmer, som
var Aarsag til at han havde faaet saa smuk en
Næse.
