29
som en Skabning, hvilken de betragtede meere med
Medynk end med Foragt; Men saasnart saae de
ikke Phylax, førend de med Ærbødighed gik ham
i Møde, som den anden Merkurius, der var kom¬
men hiem fra sin lange Reise, for at giøre de
menneskelige Konster bekiendte iblant Dyrene.
Hans udvortes Skikkelse og Klædedragt tillod
dem ikke at tvivle om hans indvortes Forandring.
De besaae ham længe med Forundring, og ven¬
tede kuns at han skulde aabne sin Mund, for at
lære dem det fornuftige Sprog, som blev talet
blant Menneskene. Phylax taug længe, og lige
saa længe beundrede man baade hans Klæder og
hans Gestalt; men i det samme sprang en Hare
ud af Busken, og Phylar giøede ligesom de an¬
dre Hunde, han satte Forbenene ned til Jorden,
for at løbe efter Haren, men Phylax kunde hver¬
ken løbe eller reise sig igien. I denne Stilling
blev han staaende ved Siden af Philosophen, for
at tiene alle Dyrene til Spot.
Fælleds Trang forenede siden disse elendige
Kreature, Mennesket bygde en Hytte, i hvilken
de skiulede dem mod Vinterens Kulde, og Phy¬
lax bevarede Jndgangen dertil mod vilde Dyr;
Da de begge havde faaet deres forrige Skikkelse
igien, blev Philosophen en Hyrde, og Phylax
vogtede hans Hiord; Saaledes fandt de begge
omsider den rette naturlige Stand, som den ene
