40
skynde sig frem paa Banen, svandt hen under at
betragte alle de smaa Ting, som Ledighed havde
at forevise.
Ofte var det mig som en velvillig Skytsend
talede mig saaledes til: See dog fremat
skynd dig, vigtigt, saare vigtigt er Maa
let: Veien er lang, og den lysende Soe
fortsætter sit uende Løb, uden at die paa
om Nølen." Vel saae jeg ved disse Paa
mindelser op for mig, hvor høit det var paa De
gen; dog, hvad kunde jeg vel see staaende der
Dalens Skygge, og spurgte jeg mig for, stra
hørte jeg det eenstemmige Vidnesbyrd af alt
Munde: Jeg havde Tid nor for mig, de
var endnu langt til Middag.
Da Solen nu alt høiere og høiere hæved
sig paa den hvælvede Befæstning, førte mine Le¬
dere mig dybere ned i Dalen; der døvgiorde i
mit Øre mod de sagte Erindringer om Tiden
flygtige Fart, indtil Skytsengelen ophørte at paa
minde mig. Jeg opholdt mig da roeligen ved en
hver Busk; jeg hørte, og svarede hvert Echo;
bukkede mig efter hvert Blomster; og jeg vee
ikke alle de ubetydelige Beskæftigelser, som je
gav mig, indtil jeg ved en Hændelse opløfted
mine Øine, og med Skræk saae den bebreidende
Soel funkle lige over mit Hoved: Nu fornan
jeg først, hvorledes jeg var vedraget. Af Mishaal
