44
intet betydede. Hans Bøielser vare alle rigti
gen afmaalte efter enhvers Stand og Rang; i
Stolthed, som nyelig havde tilkiøbt sig en Vel¬
byrdighed, fandt ham at være et meget artig
ungt Menneske. I dette Selskab var Tiden mi¬
naturligviis meget lang, ja saa lang, at jeg
Tid til at erindre Stytsengelens Paamindet
se; Dette var just hvad jeg gruede for, og fe
da at dræbe al Forestilling om Dagens Besten
melse, stræbte jeg at undflye fra mig selv, og ta
Deel i Selskabets Forlystelse. Min Naboe u
derviste just dette Selskab i den Konst at behar
og hans Lærdomme havde saa stor Jndflydel,
paa mig, at jeg selv efterhaanden blev letsindig
dum, vittig, stolk og dog tillige nedrig n¬
til at ville tækkes et Selskab, som baade min Fo
nuft og mit Hierte saa aldeles foragtede.
havde nu glemt baade mig selv og Tiden, og
drukken af Glæde over det bifald, som jeg vand
ved Jndfald og Handlinger, som jeg selv kort tilfor
foragtede, da en Skikkelse i revne Klæder, ma¬
et fortvivlende Aasyn, som røbede en ond San
vittighed, og anklagede sig selv, nærmede sig
mig; den havde Forglemmelsens Segl i den en
Haand, hvormed den beseglede deres Hukommel¬
som enten af Mangel paa ædle Drifter ikke el
gang havde ønsket at giøre noget, som fortien
Udødelighed, eller kun søgt at vinde Udødel¬
