47
heds Løn, ved frugtesløse Opdagelser og en unyt¬
tig Flid; Den holdte Vanærens Stempel i den
anden Haand, hvormed den brændemerkede deres
Hukommelse, som i Vellyst og Ledighed forglemte
deres Sieles høiere Bestemmelse, undertrykte Fø¬
lelsen af deres Naturs Værdighed, med en dorsk
Ligegyldighed, og byggede sig et Navn paa den
falske Vittigheds og uægte Æres Grund. Jeg
kiendte den strax for at være den skammelige
Foragt; og hvor forskrækket blev jeg, da Spø¬
gelset søgte lige ind paa mig. Den hele For¬
samling, som nys opløftede mig til Skyerne, an¬
saae mig nu med Foragt; Vittighed spottede
mig, Letsindighed loe mig ud, Stolthed for¬
trød selv det bifald, hvormed den havde æret saa
uværdig en Person, Levemaade vendte mig Ryg¬
gen, Selskabltig giorde det samme, og alle for¬
lode mig under haanlige Bebreidelser. Dog,
dette smertede mig ikke saa meget, men Antlage¬
ren inden i mig selv! Skytsengelen fortørnet!
Tidens Mord! dette qvælte mig med uudsigelig
Angest. J denne Angest raabte jeg til For¬
tvivlelsen, og Furien kom i Følgeskab af Nag
og Mishaab, omringet af giftige Plager og mar¬
trende Piinsler; Saa pludselig var Ledigheds
yndige Dal forvandlet til grumme Bebreidelsers
skrækkefulde Afgrund. I denne vilde Furien
sust styrte mig, da Engelen Juriel, i en skin¬
