61
uden at jeg har betalt ham den rigtig igien. Jkke
desmindre kommer han nu, da han er i Trang,
og forlanger, at jeg skal give ham noget for Jn¬
tet. Han snakkede saa meget om vores gamle
Bekiendtskab, og forsikkrede, at, endskiønt han nu
ikke mere var i Stand til at giøre mig nogen
Tieneste, skulde han dog stedse ved sine Ønsker
og Forbønner vise, at han var min oprigtige Ven.
Jeg takkede ham meget derfor, som De vel kan
tænke. Jeg ønskede ham det samme igien, og
havde han da Aarsag til at beklage sig, fordi jeg
ikke gav ham noget? Hvem giver mig noget for
Intet? Jeg var forleden hos Hr. M.; han vi¬
ste mig en Mængde af Skrifter, Tegninger,
Kunstykker og andre rare Sager, som havde ko¬
stet ham mange Penge. Denne gode Mand spa¬
rer fra sin egen Mund, for at kiøbe alle disse
Daarligheder; han har ikke en skikkelig Ret Mad
paa sit Bord, og den sletteste Vogn i hele Bren.
Han spurgte mig, om jeg ikke og var en Elsker
af saadanne Ting? Nei, sagde jeg, jeg vilde ha¬
ve noget for mine Penge, og jeg giver dem ikke
bort for Intet.
?? En Magistratsperson er ulykkelig,
sagde Hr. von Bremenfeldt; jeg kan ikke sidde to
Timer i Roe ved mit Spisebord, førend jeg bli¬
ver udkaldt for at høre Klagemaal. Det skulde
aldrig fortryde mig, dersom Sagen var af nogen
