69
Roe, som han priser, er ikke Hiertets Hvile, men
Fornuftens Søvn.
Vore Tiders Vellystige misbruge ligesaa ofte
den ypperligste Deel af Sædelæren, til at skiule
deres Ladhed, Kielenskab og Feighed under Nøi¬
somheds Maske. Det er ikke nok, at vi allerede
ere komne saa vidt i Koldsindighed mod det Al¬
mindelige, at vi troe, at det er os tilladt at for¬
lade Selskabet og Republiken, saasnart vi ere
rige nok til at kunne leve uden Tienester; Vi
betragte det endog som en Heltedyd, og som en
Virkning af en høi Philosophie. Og en magelig
Vellystling, som med Glasset i Haanden synger
en anacreontisk. Ode til Vinens Berømmelse,
holder sig berettiget til at belee baade Helte,
Lovgivere og Viise; disse Daarer, som gaae saa
lang og møisommelig en Vei, for at nyde om¬
sider den Roe, som det kostede ham saa liden Møie
at finde.
De Gamle troede, at Verden var saa lidet
tient med saadan en Rolighed, at de, som i van¬
skelige Tider ikke toge et Partie, bleve efter So¬
lons Love haardere straffede, end andre, som toge
et slet Partie. Det første var gemeenlig en Virk¬
ning af Magelighed og Koldsindighed; det sidste
var ofte en Følge af Nidkierhed. Den slette
Borger forlod Staten, for at redde sig selv, saa
længe det var ham tilladt at flye; men da Lovene
