71
Roe er det Maal, en Søemand driver,
Det Haab og Ønske ham opliver,
Naar midt udi det vilde Hav
Ham ingen Stierne Veien viser,
Og Maanen ikke meere lyser,
Men Mørket dækker Dødens Grav.
For Roe tør Thracen modig sigte;
Roe er, hvad Meden har i Sigte,
Naar han i Krig bevæbnet far:
Men, Grosphe! i hvor langt man løber,
Man ei for Guld og Perler kiøber
Den Roe, som Sindet ikke har.
Neil Skatter Sorg ei giøre mindre,
Og Vægterskaren kan ei hindre,
At Sindsuroe jo sniger sig
Forbi dem op til Fyrstens Trone,
Og giør hans Scepter og hans Krone
Tidt alt for tung og vanskelig.
Den lever vel, som Lysten bøier,
Som ved et lidet Bord sig nøier
Med sine Fædres Kar i Fred;
Hvis nøisomt Mod af Skræk ei røres;
Hvis Søvn og Hvile ei forstyrres
Af nogen nye Begierlighed.
