73
Dig mange Hijorde Qvæg omringe,
Og Faar i Flokke om dig springe,
Og Heste vrinske høit i Skye
Som langt af Skovens Gienlyd svares,
Og færdig staae i Span at parres,
For siden ud til Feldts at flye.
Du med den fine Uld Dig klæder
Og Glandsen af dit Purpur glæder
Hvert Øie, som Dig seer, min Ven!
Jeg fik udi min lille Stue
En Guist udaf den Digter=Lue,
Som brændte fordum i Athen.
Saa faaer enhver, hvad best ham gavner;
Min Lod blev det, som mangen savner,
At nøies under lave Tag,
At Lykkens Gunst ei eftertragte,
At med en stille Siel foragte
Den stolte Hobes dumme Smag.
