84
gaaet, hvori den sande Ædelmodighed bestaaer,
og hvor lidet Verden kiender den.
Jeg merkede, at i mit hele Naboelang er
ingen ædelmodig uden Struma, fordi der er ingen
saa rig og mægtig som han. Hans Ædelmo¬
dighed dømmes efter den Magt, han har til at
handle slet og nedrig. Han ønsker sig en Ver¬
den af Fattige og Undertrykte, alene for at vise,
hvad Magt han har til at opreise dem igien;
og hans egen Nedrighed forskaffer ham Leilighed
nok til at vise den. Naar han først har bragt
sin uskyldige Fiende til Bettelstaven, da legger
hans Vrede sig, og hele Byen taler om hans
Ædelmodighed.
Men Kleøn er fattig og ringe. Han
kunde faae en Arve=Part, som ellers tilfalder to
Faderløse. Han vil ikke have den; Han siger:
Den kan ikke giøre mig lykkeligere, men hine
ere uopfødte; Han lader sin Rettighed fare. Og
ingen i Byen taler om Kleon.
Saaledes er Verden. Den forbinder de
fleste Tider et selvgjort Begreb om Høihed og
Rigdom med Ædelmodighed; Den bliver ingen
Dyder vaer, uden de, der skinne for alle; Den
kiender ikke disse Familie=Fortienester, som dog
legge Grundvolden til Statens, til Verdens
Lyksalighed. En forfængelig Gave, som mange
Aars List og Gierrighed samlede paa, og Hov¬
