88
Jeg maatte gaae enhver Dag igiennem i
Alciphrons Levnet, dersom jeg vilde opregne alle
hans ædelmodige Gierninger. Thi der gik ingen
Dag forbi, at han jo enten talede for en velfor¬
tient Mand hos en Mægtig, eller opmuntrede en
Fattig, til at blive sit Fædreneland til Nytte,
eller formaaede en Riig til at blive sine Medbor¬
geres Ven. Men deri var han besynderlig, at
man ikke kunde overtale ham til at skiænke noget
bort til offentlige Stiftelser. Det var langt fra,
at han lastede dem, som giorde det; men han
sagde: Der ere flere Ting, som kunne bevæge
os til at blive offentlige Velgiørere, end til at
giøre vel imod nogle faa, og i den lille Cirkel af
vore Bekiendtere, der trænge til vore Velgier¬
ninger; Dersom enhver vilde giøre saa meget
Godt, som han kunde, og i sin Familie alene,
saa skulde vi ikke behøve mange offentlige Stif¬
telser, og Følgerne af vore Velgierninger skulde
strekke sig ligesaa vidt, og blive ligesaa vedva¬
rende, som de, hvilke vi kunne love os af offent¬
lige og bestandige Stiftelser.
Jeg var tilstæde hos Alciphron, da han
døde, og saae den Frimodighed, hvormed han
gik ud af et Liv, der havde været ham en Kilde
til saa megen sand Glæde og Fornøielse. Hvor
rolig kan jeg døe, sagde han, da jeg fører den
føde Overbeviisning med mig i Graven, at
