101
Aarsag; og Dens Tilværelse, der selv er Grun¬
den til alle Tings Virkelighed, skulde have
sin Grund i Intet? Hvor Fornuftstridigt er
dette!
Nei, nuin Skaber er, og er evig. Før
Sole brændte, og Verdener omvæltede sig, og
Aander tænkte, var han alt. Han er ved sig
selv. Hans Virkelighed grunder sig i Hans
Virkelighed selv. Han er, fordi Han er; og
af sig selv er Han det, Han er. Han, alle Væ¬
seners Væsen; Han, hvilken ene tilkommer Væ¬
sens Navn, er alt hvad Han er, med ret; og
bliver alt hvad Han er, uden nogen Forandring.
Tilfældighed og Omskiftelse ere stridige
mod Hans Natur. Han kan ikke tiltage i Stor¬
hed; hvorledes var han ellers uendelig? Hans
Storhed kan ligesaa lidet aftage; da Hans Egen¬
skabers Uendelighed grunder sig i Hans Tilvæ¬
relse, og er ufraskilleligen, og nødvendigen sam¬
menføiet med Hans Væsen.
Han bliver i al Evighed, og i al Evighed
lige saa stor og fuldkommen, som Han har været
fra al Evighed af. Alt Begreb om Tiden, og
det dertil bundne Begreb om Forandring, finder
i Hensigt til Ham ikke Sted. Han er den Evi¬
ge, og Evighedens Fader. Før uendelige Aar¬
hundrede var Han alt. Han bliver endnu efter
uendelige Aarhundrede: Og dog lader det Be¬
