102
greb, som vi giøre os om Vedvarenhed, sig ikke
sammenbinde med Hans Tilværelse. Et Tillæg
af Millioner Aar giør den ei længer, og drage
vi lige saa mange derfra, forkortes den dog ikke.
Hvem taber ikke herved alle Tanker? Jn¬
gen skabt Aand kan tænke den Uskabte; Og hvor
vil jeg, hvis Dage neppe er en Haandsbred,
kunde fatte den Eviges Uendelighed? Jeg tager
det største Tids=Rum, som jeg kan tænke mig paa
engang; Jeg fordobler det med Millioner, og
atter med Millioner; Jeg bringer en Sum ud,
der er mig uendelig. Saa mange Sands-Korn
rummes ei under Himmelens udstrakte Befæst¬
ning, som jeg tænker mig Æoner og Aarhun¬
drede: og denne mig utænkelige Sum strekker
dog ei til, for ikkun at være en Maalestok, til at
afmaale den Eviges Vedvarenhed. Om og
alle Aander forenede sig med mig til lige Bestræ¬
belse, vi skulde ei udrette mere, til at begribe
den Evige.
J stille Beundring vil jeg tilbede Ham,
som jeg dog ei kan begribe. Han, den Evige
skal være et Maal for mine Betragtninger; Paa
Ham skal min Agtsomhed være fæstet; Langtfra
i den Hensigt at udgrunde Hans Uendelighed.
Formastelse, eller Raserie, vilde være de milde¬
ste Navne, hvormed man kunde benævne saadant
et Foretagende. Nei! jeg vil kun føle, hvor
