103
uendelig den Evige er; for desmere levende at
føle, hvor ringe jeg selv er!
Med Nædsel hæver jeg Øiet mod Him¬
melen; og vorder Hovedsvimmel ved at skue en
Hvælving af en saa uendelig Omkreds, der er
opført ved den Eviges Hænder, og synes bygget
for Evigheden. Min Siel taber sig i denne
Skabningens saa umaalelige Vidde. Jeg seer
Sole og Verdener i Mængde for mig, og mit
Syn strekker ei til at see Ende derpaa. Hvo
kan sige mig, i hvor mange Aarhundrede og tu¬
sende disse Sole brænde; og hvor mange Millio¬
ner deres Lige, der alt for dem havde lyset og
udbrændte? Hvo veed det, hvor mange Slægter
af Verdener, der alt have været, og ere forstyr¬
rede? Hvo har giennemseet Sol=Slægtens
Stamme-Træe, der er tegnet i den Grændseløse
Befæstning? - - Men alle disse Sole, med
alle deres Verdener, i alle deres Slægter, fra
Begyndelsen af indtil nu, med deres hidtilvæ¬
rende og tilkommende Vedvarenhed, er imod Din,
Evige Fader, som en Tidspunkt at regne. Du
taler! og Sole antænde sig, og Verdener frem¬
bryde. Du taler igien! og Sole udslukkes, og
Verdener forgaae. Selv uforandret er Du en
roelig Tilskuer af deres første Opgang, og sidste
Nedgang. Ja og de nu værende skulle til deres
bestemte Tid forgaae. Denne Himmel med sine
