104
Stierner skal engang aabne Plads for en nye
Himmel med andre Stierner. Men Du Evige,
og kun Du ene bliver, naar Sole forældes, og
Verdener omskifte sig, saa bliver Du som Du
er, og Dine Aar faae ingen Ende. Du evige
Fader, skuer fra Din dybt i Evigheden grund¬
fæstede Trone, med uforandret Majestet seer Du
Verdeners Udspring og Undergang. Du bød
det med et almægtigt Vink, og strax hævede
Verdener sig af deres Jntet, og fremstode! Du
vinker atter, og seer dem synke tilbage til deres
første Intet! Selv lider Du derved saa liden
Forandring, som Solen af Jnsecterne, hvilke den
i de hede Sommerdage seer fødes ved dens Op¬
gang, og igien at hendøe, før den endnu er dalet.
Og hvad maae da mine Dage være for
Dig, Du Evige! De Øieblikke, i hvilke jeg
har været; og i hvilke jeg maaskee endnu skal
være? Som Jntet, som aldeles Jntet, saa maae
de være for dig! Jeg, hvis Liv kuns er et Øie¬
blik; Jeg, hvis fulde Tilværelse ei beløber sig
til tiende Delen af den Tid, som en Eeg bruger
til sin Vext? Jeg, mod hvis Vedvarenhed, dente
Træes Vedvarenhed er som en Art af Evighed!
Jeg, saa liden jeg er, saa meget jeg maae frygte
at tabe mig blant Jnsecterne: Jeg er alt dette
uagtet dog stor nok til at tænke det: At al Ver¬
dens Varighed er som Jntet mod Din.
