105
Ja jeg er, (og det har jeg, evige Fader! Din
Naade at takke,) Jeg er stor nok at ønske mig
en Varighed, som Din er, i Tilkommelsen; At
haabe den, og at giøre Paastand paa Evigheden.
Denne Sol vil jeg see udbrænde; endnu tusende
dens Efterfølgere skulle sildigen fuldende deres
lange Løb, men dog ei saa sildig, jeg jo endnu
skal være en Tilskuer derved. Jeg vil endnu
see deres Ende, og prise Dig, Du Evige! Min
Ringhed skal ophøie Dig! Og denne Tanke skal
nu alt opløfte mig til Dig. Verdener, fulde
af Pragt! fulde af Herlighed! J ere for ringe
til at lekke mig, for ringe, naar J ei kunne være
evige! Endnu langt mindre skulle dine Yndighe¬
der, du Jord! min nedrige Bolig, fortrylle mig;
Mit Legeme træder dig, og min Siel dine Skat¬
ter med Fødder. Den Evige tilbyder mig sin
Naade, og nu ere alle Jordens Skatter Støv i
mine Øine; Den Evige har bestemt mig til at
være evig, og nu holder jeg alle Ønsker for
uanstændige, der ikke grunde sig paa noget evigt.
