122
kuns nævne tvende deraf. Den ene er, at vi
ere blevne vante til at giøre saadan en Forskiel
iblant Menneskene, at de naturlige Handlinger,
hvori alle Mennesker ligne hinanden, og hvori
andre Folk ingen Forskiel giøre, fordi Naturen
ingen har gjort, dem udtrykke vi med andre Ord,
naar vi tale om store Folk, end naar vi tale om
andre. En Fransos bruger de Ord 1able,
Mariage og Nalfance om alle Folk, fra
Fyrsten indtil Hyrden; men vi have lært af de
Tydske at giøre saadan en Forskiel imellem Taf¬
fel og Bord, mellem Giftermaal eller Bryllup
og Bielager eller Formæling, mellem Fødsels¬
Dag og Geburts=Dag, som om alle Mennesker
ikke kem til Verden, spiste og drak paa en
Maade.
Den anden Ufuldkommenhed i Sproget er
endnu vigtigere. Den bestaaer deri, at mange
af de Ord, som udtrykke saadanne Begreber, som
andre Folk holde ædle og vigtige, ere hos os
blevne saa forringede, at Tingene selv derved
have tabt deres Priis. Kunne vi undre os over
den taabelige Foragt, med hvilken Folk af en vis
Titel ansee Konster, Videnskaber og Fortienester,
naar vi betænke, at vi neppe have et værdigt
Ord i vort eget Sprog til at betegne disse Ting,
som andre Folk agte høit, og paa hvilke et Folks
sande Ære og et Selskabs Velstand er bygt?
