138
som uanstændige for Religionens Aand, der er
Kierligheden selv. Han veed, at der i Kirken
bør herske en christelig, ligesom i Staten en bor¬
gerlig Frihed, og at Forskiellighed i Tænkemaade
hverken skal giøre Gemytterne uenige, eller ud¬
slukke Kierligheden.
Den borgerlige Frihed, Statens Liv, som
bestaaer i en efter Borgernes forskiellige Stand,
proportioneret Lighed i Lyksalighed, i den til det
almindelige Beste fornødne Ordens Vedligehol¬
delse, og i en hellig Jagttagelse af de dertil sig¬
tende Love; denne borgerlige Frihed holder han
for det største Fortrin, som han nyder som Bor¬
ger, og for en ham betroet Helligdom, som han
bør bevare som sin Øiesteen. Han har fra det
første Øieblik, da han opofrede sig til Statens
Tieneste, forkyndet de Onde og Uretfærdige, eller
rettere at sige, deres Laster og fordærvelige Hen¬
sigter, en evig Krig. At lade af derfra ved en
nedrig Forsoning med Fienderne, anseer han for
en Forbrydelse, som bestandig skulde vanære hans
roesværdige Liv, og paa een gang udslette alle
hans Dyder. Skulde han bestandig være den
svageste; skulde end og Ondskab og Uretfærdig¬
hed ved deres ulyksalige Overmagt i enhver Kamp,
faae Seier over hans Dyd og redelige Hensigter;
saa skal han dog ikke blive træt, men indtil sidste
Aandedræt fortsætte saa roesværdig en Strid.
