141
vant til at nægte sig selv nogen Lyst, var han selv
utaalmodig i den mindste Lidelse, og denne Kie¬
lenskab giorde ham medlidende mod alle dem, som
han holdt ved Fødselen berettigede til at være lige¬
saa vel lyksalige som han. Han ynkede altid en
Mand af samme Stand, naar han ikke havde
Formue til at holde lige saa prægtigt et Bord, og
lige saa mange Opvartere, og han var for god,
eller, som andre kaldte det, for blød til at nægte
et Fruentimmer af Seraillet, eller en Yndling
noget af det, som de begierede, om det og skulde
kiøbes med en Slaves Helbred eller Liv. Naar
han besaae Herlighederne af sit Serail, og Mæng¬
den af de Personer, som i den største udvortes
Overflødighed hemmelig sukkede over Frihedens
Forliis, græd han ofte af Glæde, fordi Skiebnen,
havde givet ham Formue til at gløre saa mange
Mennesker lykkelige; men han kunde tillige, uden
at fælde en Taare, see de blodige Skuespil af Sla¬
ver, som han lod fegte mod vilde Dyr, for at for¬
nøie et Fruentimmer eller en fornemme Mand.
Det eneste, som undertiden forstyrrede
Orans Glæde i Livet, var Frygt for den For¬
vandling, som hans Siel, efter Bramanernes
Lærdom, skulde underkastes efter Døden; men
der var kuns saa saadanne Skiebner til i Verden,
som hans, og for en Mand, som Oran, var den
Frygt utaalelig, at han efter Døden skulde blive
