142
mindre end han var. Dette giorde ham saa gav¬
mild mod Geistligheden, og saa ivrig for den
Seet i Religionen, som viiste ham den beqvem¬
meste Vei til saadan en Udødelighed, som Oran
ønskede sig.
Bramanerne delede sig paa den Tid i trende
Secter. Den første, i hvis Bøger jeg har fun¬
det Orans Historie, nedstammede fra de gamle
Pythagoreer og Platoniker. De lærte, at Men¬
neskene af Naturen vare lige, og at hverken Fød¬
sel, Stand eller Rigdomme giorde saadan en
Forskiel iblant dem, at de jo vare forbundne til
at elske hinanden, og befordre deres fælles Lyksa¬
lighed. Ved denne Tænkemaade alene, sagde
de, kunde Sielene undgaae de Forvandlinger efter
Døden, som vare fornødne til at ydmyge de Stol¬
te, og blive værdige til at forenes igien med den
Gud, som elsker alle sine Skabninger uden Per¬
sons Anseelse og med en reen Kierlighed. Denne
Sect forkastede de fleste Lærdomme, Skikke og
Dyrkelser, som de andre Bramaner havde ind¬
ført, og hvorved de efter hines Foregivende havde
fordærvet den gamle Lærdom. De forbøde kost¬
bare Ofringer; de toge ikke Gaver af de Rige¬
for at afløse dem, og de lærte, at alle Øvelser i
Religionen vare forgieves, saa længe man for¬
sømte Pligterne mod det Almindelige. Denne
Sect var i Orans Tid saa foragtet i Jndien, at
