144
den første, hvis Lærdom han ansaae for en Virk¬
ning af Stolthed og Menneske=Had, af Stolt¬
hed, fordi de selv foragtede Rigdomme, og troe¬
de, at Mennesker burde efterligne de udødelige
Guder, og af Menneske=Had, fordi de indskræn¬
kede andres Fornøielse, og forbød de Rige at bruge,
deres Gods, som de vilde.
Men hvor nidkier Oran end var for sin
Sectes Ære, giorde dog den Frygt for Døden,
som yttrede sig ved den mindste Svaghed, ham
ofte saa fortvivlet, at hans Bramaner behøvede
al deres Lærdom og Veltalenhed, for at stille ham
tilfreds. Omsider døde han under alle de Cere¬
monier, som denne Sect holdt nødvendige, og i
fuld Tillid til de Forsikringer, som hans Præster
gave ham paa hans Yderste, om en endnu langt
mere skinnende Lyksalighed efter Døden. Men
hvilken Forandring, da hans stolte og vellystige
Siel efter nogle Øieblik opvaagnede i et Asen,
som tilhørte en af hans forrige Slaver, der nu
opvakte ham med en Prygl, for at læsse hans Ryg
med en tung Byrde af den Pragt, som skulde
bruges til hans egen Begravelse. Til hans Ulyk¬
saligheds Forøgelse havde han beholdt Erindrin¬
gen af sin forrige Tilstand, og de samme Følelser,
som giorde ham saa kielen midt i den største Over¬
flødighed. Med saadan en Gemytsbeskaffenhed
følede han tusinde gange mere alt hvad han leed,
