160
alle hans Forstands Kræfter tilsammen i den ene
Middelpunkt, belønner ham tillige med den inder¬
ligste Glæde ved et hvert Skrit, som han giør til
at opfylde den; at Philosophen derimod, den
Vise, den Dydige drives ikke ved saa heftig en
Begierlighed til den Brug, som han giør af sin
Siels Kræfter; at han belønnes ikke med saa
følelig en Lyst; at han ofte og længe maae stride
mod disse samme Tilbøieligheder, som drive og
belønne hine, førend hans Fornuft paatager sig
den Møie at undersøge saadanne Sandheder, som
ikke love ham nogen sandselig Belønning, førend
den fuldkommen samtykker Sandhederne; at han
til denne Strid behøver mange vigtige bevægende
Grunde, foruden den Sandhed, som han opfin¬
der eller udøver, og som, for sig alene betragtet,
synes at være saa let, at det ikke er Passionerne
alene, men gamle og ved Vane og Opdragelse
indgroede Fordomme, som ofte giøre det til et
vanskeligere Arbeide, at finde den enfoldigste
Sandhed, end at giøre store Udregninger; og
endelig, at, dersom det koster Forstanden saa
megen Møie, at erkiende Sandheden, saa behø¬
ves der ofte endnu langt mere Styrke for at
efterleve den.
Denne Anmerkning er i sær vigtig, for at
fatte den Forskiel, som Skriften, og i en vis
Betragtning alle sande Vise til alle Tider have
