107
gjort imellem en Art af Forstand, som ophøier
og forædler Mennesket, og en anden, som, end¬
skiønt den undertiden skinner mere, dog i sig selv
er langt ringere. Naar Skriften siger, at Ver¬
dens Børn ere klogere end Lysets Børn, saa
forstaaes derved denne sandselige og egennyttige
Forstand, som sættes i Virksomhed ved en heftig
Begierlighed, som indtager hele Sielen, og som
er grandseende i alle de Ting, som tiene til at
føde denne Begierlighed, men ofte blind og uøvet
i alle andre; denne egennyttige og indskrænkede
Forstand, som foragtede Solon, fordi han ikke
søgte at blive den første i den Stat, for hvilken
han skrev Love, og som holdt Socrates for en
Nar, fordi han ikke kunde begribe, at et mageligt
og vellystigt Liv var langt mere værd end alle de
Sandheder, som han lærte. Men behøvedes
der saa stor en Styrke i Forstanden hos disse Vise,
til at agte det almindelige Beste af Fædrenelandet,
høiere end deres egne smaa Fordele og Lyster; til
at udfinde og iværksætte de Grundregler, paa hvilke
Menneskets sande Velstand her i Livet var bygt:
Hvilken Kraft udfordres da ikke i Sielen til en
levende Overbeviisning om de Sandheder, hvis
Udøvelse giør os til værdige Medborgere af Guds
store Rige.
