170
dragelse med den allerstørste Ømhed og Forsigtig¬
hed. Først søgte jeg at indprænte ham Mis¬
tanke til Kiønnet; Thi jeg tænkte, at Naturen
selv var stærk nok til at forebygge, at denne ikke
skulde gaae for vidt. Jeg forestillede ham Fruen¬
timmerets Feil, og Kierligheds ulyksalige Følger
med al den Eftertryk, som man kunde vente af en
Mand, der havde saa stor en Erfarenhed deri som
jeg. Jeg lærte ham, hvor bedragelig denne
Skiønhed er, af hvilken en Mands=Person lader
sig indtage, hvor hastig den forgaaer, hvor megen
Stolthed og Forfængelighed der boer under den
deiligste Maske i disse svage Kreature, som for¬
dærves endnu mere ved Mandfolkenes Tilbedelset,
og hvis Forstand ofte er saa meget svagere, som
den just behøvede mere Styrke til at modstaae
Fordærvelsen. Jeg forestillede ham Fruentim¬
merets Levemaade som en Kiede af Tvang og For¬
stillelser, der yttrede sig endog i deres mindste
Handlinger, og som burde lære Mandfolkene, at
ikke dømme af den udvortes Anseelse, men heller
at troe, at den største Ondskab ofte blev skiult
under den venligste Mine. Naar min egen Er¬
farenhed, og den sande Historie ikke gav mig An¬
ledning nok til at stadfæste ham i denne Mistanke
mod Kiønnet, tog jeg Romaner til Hielp. Jeg
lærte ham deraf at kiende de Skinhelliges Falsk¬
hed, Coqvetternes List, og den dybe Fordærvelse,
