172
Ære beroede meget paa Fruentimmerets Dom om
hans Fortienester; at, endskiønt der vare mange
slette Personer i Kiønnet, endskiønt en Mands¬
Person ikke kunde være forsigtig nok i at vælge sit
Selskab, saa maatte han dog troe, at der og vare
dydige Fruentimmer til, og at, naar han lærte at
kiende saadanne, kunde han aldrig vise dem for
megen Høiagtelse. Saaledes talede jeg med min
Søn, og dette er den eneste Feil, som jeg har at
bebreide mig selv i hans Opdragelse. Men havde
jeg ikke ret? Var det ikke mere sandt, end alt
hvad jeg tilforn havde sagt for at indprente ham
Afskye for Kiønnet? og hvor skulde jeg vel, efter
at have brugt saa megen Forsigtighed, kunde have
tænkt, at saa uskyldig en Sandhed, som denne,
skulde have spildt Frugten af den lykkeligste Op¬
dragelse?
En af mine gamle Venner havde en artig
Datter, thi smuk var hun ikke; denne Pige var
et af de Fruentimmer, hvilke min Søn fik oftest
at see. Jeg merkede tilig, at han i hendes Sel¬
skab var mere fornøiet, end i andres, og det var
saa langt fra, at dette fortrød mig, at det tvert¬
imod glædede mig, at hendes Selskab forskaffede
ham en Munterhed, som giorde ham mere elsk¬
værdig. Hun havde en skikkelig Opdragelse, og
var tillige hverken saa skiøn eller galant, at jeg
kunde frygte, at en Mands=Person skulde lade
